onsdag den 24. marts 2010

Speltbrød

Kære Venner.

Forskellen på vinter og forår på Møn er i år ca. 14 dages tøvejr, så nu skal der fart på. Jeg har besluttet at jeg i år vil dyrke en hektar økologisk spelt, for nu kan jeg få det renset og tørret på Nyord i stedet for at skulle sende det til Jylland. Jeg er blevet ret pjattet med spelt, det er nemt at arbejde med.

Jeg har lavet et "snydebrød", du kan også kalde det en omvendt Camilla Plum, for det er ret hurtigt og nemt at bage. Jeg synes bare det er bedre end et købebrød og det ser så tjekket ud med nybagt brød på bordet.

En hurtig opskrift:

3 dl. Vand, 1 spsk. olie, 2 tsk. salt og 20 gr. gær, tilsæt økologisk speltmel og evt. lidt alm. økologisk hvedemel. Ælt det godt sammen, dejen skal ikke være alt for tør, jeg bruger min håndmikser med dejkroge. Saml dejen på et stykke bagepapir ( fugt hænderne med vand eller olie så du ikke bliver hængende ) lad den hæve en god times tid og put den i ovnen ved 225 gr. - midterste rille i ca. 25-30 min. Bank på brødets bund, hvis det lyder hult - er det færdigbagt.


Hvis du vil kan du give det sesamfrø det passer til osten eller hamburgeren. Du kan også prøve en lille téske kommensfrø, det er helt godt til et stykke røget laks med frisk dild eller rucola.