onsdag den 3. august 2011

Hummerhaler uhm:

Kære Venner.
En lille nem opskrift på hummerhaler, jeg fik nemlig leveret en pæn portion nyfangede fra Læsø:
Start med at tage tarmen ud ved at dreje halespidsen og trække forsigtigt. Får du den ikke helt ud, så snup den fra den anden ende. ( Du kan også lade den sidde, men det er jeg altså lidt for sart til :-)
Nå, men Du tager: Half and half vindurekerneolie og olivenolie, blander det med finthakket persille og rucola, citron, salt og peber, ryst det hele godt sammen og put det halve på stegepanden. Når det syder pænt - op med hummerhalerne på stegepanden, rist dem i 4-5 minutter mens du vender dem lidt rundt i ny og næ. Hæld resten af din olieblanding på, og smid det hele ovenpå et fad med lidt blandede salatblade. Server´ny kartofler til.
Så er den gæstemad vist hjemme.
Hav en herlig august og nyd det gode sommervejr der omsider er kommet til landet.
Kærlig hilsen
Eva

tirsdag den 10. maj 2011

Inspiration

Kære venner.

Hvor er det godt at blive inspireret og nogen gange også at få et lille spark i rumpen. Abelone Glahn var så venlig at punke mig en lille smule, fordi jeg har "glemt" at vende tilbage på min blog. Og det var venligt gjort, for du har helt ret Abelone. Men der skete dette: jeg er en forsigtig kamel, og sendte ølandshveden til toxinprøve på grund af det våde vejr, og min bekymring for vandindholdet - og det var heldigt. Toxin viste 10 og så er det slut med at bage brød af det, for det er ikke særlig sundt. Så altså - nul opskrift.

Men nu er det jo blevet maj og forår og der er igen asparges på banen. Så i stedet får I så her mit bud på en af de mere uartige aspargesretter. Øjeblik, skal lige have tøet et par rejer til frokosten !

KH. Eva.

onsdag den 20. oktober 2010

Ølandshvede

Kære venner.
Hold da op et efterår, der har godt nok været tryk på med vindruehøst og ølandshvede. Det har ikke ligefrem været et godt år for dyrkning af hverken korn eller noget som helst andet, men ølandshveden er trods alt i orden, og har et helt pænt proteinindhold på 12%. Jeg har købt et gammelt kornrenseri fra Møns Museum, og det har været noget af en investering i tid og kroner at få det repareret. Men nu er det omsider kommet i gang, og der er en vis tilfredsstillelse i at kunne rense sit eget korn. Så - kære venner - det er hermed sat til salg. Jeg vender fluks tilbage med en opskrift på et godt brød :-)

Kærlig hilsen
Eva

søndag den 15. august 2010

Landmænd og landkvinder

Kære Venner.

Ved I, at ca. 30% af arbejdsstyrken på Danske gårde er kvinder. Det fik mig til at skrive på mit regnskabsprograms hjemmeside, at det måske var en god ide at introducere begrebet "landdame". Fluks har de grebet tråden på e-conomic og besluttet at fra nu af hedder det landmænd og landkvinder. Det synes jeg er lidt vakst ved havelågen.
Never mind, ølandshveden er drivvåd, så det trækker lidt ud med høsten. Indtil videre har jeg tænkt mig at beholde den her, og sælge den som hele korn direkte fra gården. Det er der rigtig god økologi i, synes jeg. Jeg overvejer også at investere i en lille melmølle til husholdningsbrug, så jeg kan male mit eget korn, ølandshvede har nemlig et ret højt proteinindhold og er super at bage med.
Og lad mig så ikke glemme at invitere jeg til økologisk høstmarked den første weekend i september. Der viser vi rundt - både her på gården og i vinkooperativet - og det plejer at være et par super hyggelige dage. Så rigtig hjertelig velkommen.

tirsdag den 27. april 2010

Hej venner, nu er det da endelig blevet rigtig forår, rabarberne er godt på vej, purløget er i god gang, og de første 75 kg. læggekartofler er kommet i jorden. Det er solist igen i år, det er en herlig kartoffel. og mon ikke der er en uge til de første asparges kan høstes?
En hektar har jeg sat af i år til økologisk Ølandshvede, det er første gang jeg binder an med det, men mon ikke vi kan få lavet en god kvalitet til brødbagningen. I hvertfald har jorden ligget og samlet kræfter et par år nu, så vi må se om proteinindholdet kan holde.
Det rigtig spændende er, at jeg ikke længere behøver at sende det til Jylland, men kan få det tørret og renset på Nyord. Det er da en transport og co2-besparelse der rykker noget. Nå, men det varer jo lidt endnu før det kan høstes, vi må pænt vente til august, så vær rar og kryds fingre for et godt vækstår. Håber du får et dejligt forår.
PS. Husk at pas på ryggen når du kaster dig over haven. Knus

onsdag den 24. marts 2010

Speltbrød

Kære Venner.

Forskellen på vinter og forår på Møn er i år ca. 14 dages tøvejr, så nu skal der fart på. Jeg har besluttet at jeg i år vil dyrke en hektar økologisk spelt, for nu kan jeg få det renset og tørret på Nyord i stedet for at skulle sende det til Jylland. Jeg er blevet ret pjattet med spelt, det er nemt at arbejde med.

Jeg har lavet et "snydebrød", du kan også kalde det en omvendt Camilla Plum, for det er ret hurtigt og nemt at bage. Jeg synes bare det er bedre end et købebrød og det ser så tjekket ud med nybagt brød på bordet.

En hurtig opskrift:

3 dl. Vand, 1 spsk. olie, 2 tsk. salt og 20 gr. gær, tilsæt økologisk speltmel og evt. lidt alm. økologisk hvedemel. Ælt det godt sammen, dejen skal ikke være alt for tør, jeg bruger min håndmikser med dejkroge. Saml dejen på et stykke bagepapir ( fugt hænderne med vand eller olie så du ikke bliver hængende ) lad den hæve en god times tid og put den i ovnen ved 225 gr. - midterste rille i ca. 25-30 min. Bank på brødets bund, hvis det lyder hult - er det færdigbagt.


Hvis du vil kan du give det sesamfrø det passer til osten eller hamburgeren. Du kan også prøve en lille téske kommensfrø, det er helt godt til et stykke røget laks med frisk dild eller rucola.

fredag den 13. november 2009

Opskrift på kvædesuppe anno 2004.

Kære Venner. Fra Olav og Gitte fra Bøgebjerggård i Mern har jeg modtaget denne morsomme opskrift på kvædesuppe. Opskriften, der er oversat af Olav, stammer fra en kogebog fra 1871 der har tilhørt hans oldeforældre.

Den kommer her: Opskrift på kvædesuppe, også kaldet
"Kvæderier med Kammersjukker".
2 l kvædesaft ( evt. 80% kvæde og 20% æble)
2 hele æg
125 gr. sagogryn - drysses forsigtigt i under omrøring
½ teskefuld kanel
2,5 dl. sukker
2,5 dl.. mørk sirup
citronsaft af 1/4 citron
Når det hele koger kommes 3 dl. kvædevin/ portvin eller madeira i, og der røres hele tiden i gryden.
Kammerjunker eller makroner serveres til suppen. En lille skefuld rom i hver portion kan anbefales som en variation.
Kvædesaft: Den lette version: Vask kvæderne grundigt, kog dem i en gryde en lille time helt dækket af vand, lad det stå ca. 12 timer og si saften gennem en klæde.
Jeg anbefaler en pastagryde med indsats, så er det nemt at skille kvæder og saft.