onsdag den 20. oktober 2010

Ølandshvede

Kære venner.
Hold da op et efterår, der har godt nok været tryk på med vindruehøst og ølandshvede. Det har ikke ligefrem været et godt år for dyrkning af hverken korn eller noget som helst andet, men ølandshveden er trods alt i orden, og har et helt pænt proteinindhold på 12%. Jeg har købt et gammelt kornrenseri fra Møns Museum, og det har været noget af en investering i tid og kroner at få det repareret. Men nu er det omsider kommet i gang, og der er en vis tilfredsstillelse i at kunne rense sit eget korn. Så - kære venner - det er hermed sat til salg. Jeg vender fluks tilbage med en opskrift på et godt brød :-)

Kærlig hilsen
Eva

søndag den 15. august 2010

Landmænd og landkvinder

Kære Venner.

Ved I, at ca. 30% af arbejdsstyrken på Danske gårde er kvinder. Det fik mig til at skrive på mit regnskabsprograms hjemmeside, at det måske var en god ide at introducere begrebet "landdame". Fluks har de grebet tråden på e-conomic og besluttet at fra nu af hedder det landmænd og landkvinder. Det synes jeg er lidt vakst ved havelågen.
Never mind, ølandshveden er drivvåd, så det trækker lidt ud med høsten. Indtil videre har jeg tænkt mig at beholde den her, og sælge den som hele korn direkte fra gården. Det er der rigtig god økologi i, synes jeg. Jeg overvejer også at investere i en lille melmølle til husholdningsbrug, så jeg kan male mit eget korn, ølandshvede har nemlig et ret højt proteinindhold og er super at bage med.
Og lad mig så ikke glemme at invitere jeg til økologisk høstmarked den første weekend i september. Der viser vi rundt - både her på gården og i vinkooperativet - og det plejer at være et par super hyggelige dage. Så rigtig hjertelig velkommen.

tirsdag den 27. april 2010

Hej venner, nu er det da endelig blevet rigtig forår, rabarberne er godt på vej, purløget er i god gang, og de første 75 kg. læggekartofler er kommet i jorden. Det er solist igen i år, det er en herlig kartoffel. og mon ikke der er en uge til de første asparges kan høstes?
En hektar har jeg sat af i år til økologisk Ølandshvede, det er første gang jeg binder an med det, men mon ikke vi kan få lavet en god kvalitet til brødbagningen. I hvertfald har jorden ligget og samlet kræfter et par år nu, så vi må se om proteinindholdet kan holde.
Det rigtig spændende er, at jeg ikke længere behøver at sende det til Jylland, men kan få det tørret og renset på Nyord. Det er da en transport og co2-besparelse der rykker noget. Nå, men det varer jo lidt endnu før det kan høstes, vi må pænt vente til august, så vær rar og kryds fingre for et godt vækstår. Håber du får et dejligt forår.
PS. Husk at pas på ryggen når du kaster dig over haven. Knus

onsdag den 24. marts 2010

Speltbrød

Kære Venner.

Forskellen på vinter og forår på Møn er i år ca. 14 dages tøvejr, så nu skal der fart på. Jeg har besluttet at jeg i år vil dyrke en hektar økologisk spelt, for nu kan jeg få det renset og tørret på Nyord i stedet for at skulle sende det til Jylland. Jeg er blevet ret pjattet med spelt, det er nemt at arbejde med.

Jeg har lavet et "snydebrød", du kan også kalde det en omvendt Camilla Plum, for det er ret hurtigt og nemt at bage. Jeg synes bare det er bedre end et købebrød og det ser så tjekket ud med nybagt brød på bordet.

En hurtig opskrift:

3 dl. Vand, 1 spsk. olie, 2 tsk. salt og 20 gr. gær, tilsæt økologisk speltmel og evt. lidt alm. økologisk hvedemel. Ælt det godt sammen, dejen skal ikke være alt for tør, jeg bruger min håndmikser med dejkroge. Saml dejen på et stykke bagepapir ( fugt hænderne med vand eller olie så du ikke bliver hængende ) lad den hæve en god times tid og put den i ovnen ved 225 gr. - midterste rille i ca. 25-30 min. Bank på brødets bund, hvis det lyder hult - er det færdigbagt.


Hvis du vil kan du give det sesamfrø det passer til osten eller hamburgeren. Du kan også prøve en lille téske kommensfrø, det er helt godt til et stykke røget laks med frisk dild eller rucola.