mandag den 27. juli 2009

Stærk salat med jordbær, sennep, asparges, rucola

Stærk salat med jordbær, sennep, asparges og rucola

Ingredienser:
1 frisk Hovedsalat
1 bundt rucola
300-400 gram ny kartofler
1 bundt friske grønne asparges (250 gram)
200 gram jordbær (grønne eller røde eller midt i mellem, det kommer sig ikke så nøje)
Et pænt bundt frisk purløg og evt. lidt solsikke eller græskarkerner.

Dressing:
½ dl. god olie (oliven eller vindruekerneolie)
citronsaft eller hvid balsamico
1 stor teske dijonsennep
salt, peber, klippet purløg, nøddekerner

Fremgangsmåde:
Ryst ingredienserne til dressingen grundigt sammen (tilsæt eventuelt en spiseske eller to koldt vand, så er dressingen lettere at ryste sammen).
Gør grøntsagerne i stand.

Kog kartoflerne 8-10 minutter med (rigeligt) salt, indtil de er knap møre. Sluk for gryden, lad dem stå et par minutter mere, og hæld vandet fra.
Kartoflerne må gerne være varme, når du vipper dem i salaten.
Læg alle ingredienser i en stor salatskål, hæld dressingen over, server straks og bland den ved bordet.

Til sommerbuffet eller som hovedret - denne salat passer fortrinligt til begge dele, eventuelt med et stykke grillet fjerkræ på sidelinjen.

Copyright, må gengives med kildeangivelse: Eva Bøtker, Møn Økologisk

Velkommen til min blog om hverdagsøkologi


Jeg tager i dag hul på en blog, hvor jeg med tiden vil skrive om hverdags-økologi, opskrifter og produktion af økologiske fødevarer.
Jeg hedder Eva Bøtker, og jeg driver Møn Økologisk, som er et økologisk landbrug og gartneri.
Det ligger i Askeby på Møn, og jeg har drevet det siden 1998.
På mine marker har jeg asparges, jordbær, valnødder og ildrøde pigeonæbler. Desuden har jeg en produktion af to forskellige slags kvæder.
På en af mine marker dyrker det økologiske vinkooperativ Meonia deres vin.
Jeg håber, at du vil føle dig inspireret, og du er velkommen til at lægge dine bedste opskrifter på økologisk hverdagsmad ind på siden her.